Butikken blev en succes og efter mere end 25 år solgt til en anden. Jeg kom ikke fra et bogligt hjem, så der var et hav af ord og nye begreber, jeg skulle finde ud af. Det gjorde jeg ved at tage på biblioteket, dengang havde man ikke Google. Jeg var som regel helt smadret hver aften af træthed, og jeg så ikke meget andet end min egen næsetip. 5. Blev hurtigt bedste venner Jeg var her på en slags dannelsesrejse med min tysk-tyrkiske veninde Nuran i 1995, da jeg var 23. Nuran og jeg fandt hinanden på øen Sild, hvor jeg arbejdede en sommer, fordi jeg havde brug for at komme væk fra Esbjerg og lave noget andet efter gymnasiet. Hun var fra Tyskland og kom til øen, fordi hun skulle væk fra sin familie. Vi kom til at bo i det samme værelse på ferieøen og blev hurtigt bedste venner. Lige efter studentereksamen vidste jeg, at jeg skulle flytte hjemmefra, nemlig til Aarhus, og det var hårdt for mig at tænke på. Nuran og jeg snakkede om alt, og vi skulle ud at erobre verden med rygsække på. Vi var i Tyrkiet, først som frivillige i en børnehave, dernæst rejste vi rundt i landet –bl.
Jeg var den første kvinde med indvandrerbaggrund i mit parti, og indtil for nyligt også den eneste kvinde med nydansk baggrund, som var kandidat for Socialdemokratiet. Jeg er idealist af hele mit hjerte, og jeg har også altid troet på de socialdemokratiske grundprincipper om at være solidarisk både med de svageste i vores samfund, men også med udsatte mennesker i verden. Selv om min gamle kreds og jeg nu går hver vores vej, er mine grundholdninger eller mine principper fuldstændig uændrede. Mit motto om at være menneske først har været min ledetråd igennem både mit politiske og private liv. Det er det fortsat. Jeg har siden 2012 (året hvor min datter blev født) arbejdet omkring værdierne tillid, tryghed og tolerance. Værdier, som mange i dag har taget til sig. Uden tillid til hinanden, til vores institutioner og demokrati, kan vores samfund ikke hænge sammen. Det skaber utryghed og ubalance. Derfor skal et velfærdssamfund skabe tryghed for alle - børn såvel som ældre. Men det er også vigtigt, at vi kan rumme hinandens forskelligheder uden at skabe for mange særhensyn.
a. på det alternative feriested med andre hippietyper i Olympus. 6. På vej til stranden Min farmor besøgte os i Danmark i cirka 1979 - på billedet er det mig, min farmor, min mor og lillebror Umut, vi er på vej til stranden på Fanø. 7. 'Nu bliver jeg her' Min far Halil står her foran sin Volvo, som bragte os ned til Tyrkiet en del gange. Det tog os to tre dage at komme derned, og vi sov i bilen undervejs, mens min mor og far skiftedes til at køre. Min far havde på et tidspunkt et langt skæg, så han lignede en fra rockgruppen ZZ Top. Han lignede mere en viking end en person fra Tyrkiet. En af de første ture var, da jeg var otte år, og da vi kørte ind i landsbyen, sagde jeg: »Nu bliver jeg her - jeg kommer ikke tilbage. « De grinede, men det blev faktisk til, at jeg fik lov til at bo der i et år. Jeg insisterede på at være der et år mere, og det fik jeg også tilladelse til. Men jeg skulle tilbage til Danmark, for det mente de, der var mest fremtid i. 8. Gift med Jonas Jeg er i dag gift med Jonas, og vi har Ayda Sofia sammen.
Jeg var hendes første barnebarn og blev bogstaveligt talt båret på ryggen af hende, og hun lærte mig om det vigtige i, at man skulle behandle andre mennesker godt. Hun var en person, der altid havde mad parat, når der kom gæster til byen, og hun socialiserede også med byfolkene og middelklassen, selvom hun var en landsbykvinde, der hverken kunne læse eller skrive. Da jeg blev 15, mistede familien hende til kræft. Hun var kun i halvtredserne. Hendes begravelse blev nærmest statsmandsagtig, politichefen, forretningsfolk og politikere deltog i hendes begravelse - det viser, hvor særlig en person hun var. 2. Hele landsbyens barn Billedet her af min far og mig, som min far sendte til min mor i Danmark med teksten: 'Se vores søde lille datter. ' Jeg havde det som blommen i et æg, da jeg boede i landsbyen, jeg var den lille vildbasse, som fik meget kærlighed. Jeg var hele landsbyens barn, og alle kan stadig historier om mig og min farmor. 3. Overvældende at komme til Danmark Her er jeg otte år og var kommet til Esbjerg - foran mig lillebror.
Derfor er tolerancen og mangfoldigheden vigtig – især i et velfungerende demokrati som det danske. Jeg kommer fortsat til at kæmpe benhårdt for de værdier – og derfor vender jeg også stærkt tilbage efter min pause. Jeg takker alle de goe' gamle medlemmer, der har været der – især under valgkampene! kh, Yildiz Akdogan
To et halvt år tidligere skulle jeg væk fra min farmor og til mine forældre, som var nogle helt unge mennesker i Danmark, som jeg ikke kendte så godt. Jeg vidste godt fra min farmor, at mine forældre boede i Danmark, men det var alligevel overvældende at komme op til dem og tilmed til en baby-lillebror. Da min far boede i Tyrkiet - han kom senere til DK end min mor - besøgte jeg ham bl. a., mens han var soldat, hvor jeg var knap 3½ år. Jeg husker det ikke, ligesom jeg var for lille til at huske min mors besøg i landsbyen, men det kan de heldigvis. 4. I min egen travle verden Her var jeg til skolebal på Esbjerg Statsskole sammen med mine gode venner Peter, Anne og Ursula, som jeg stadig har kontakt til. Det var i 1993. Jeg gik i en sproglig gymnasieklasse, og her var det aftenen, hvor vi skulle danse lanciers. Kærester? Nej, det brugte jeg ikke. Jeg var lidt i min egen travle verden, fordi min far havde åbnet en grønthandlerbutik, Regnbuen, i Esbjerg, hvor jeg arbejdede hver dag. Han var nødt til at arbejde to steder, fordi der ikke var meget omsætning i at sælge noget så anderledes som auberginer og chili.
Mit motto om at være menneske først har været min ledetråd igennem både mit politiske og private liv. Det er det fortsat, skriver hun. Yildiz Akdogan er født i Tyrkiet og kom med sine forældre til Danmark, da de skulle være gæstearbejdere. Hun har været en af de første kvinder med indvandrerbaggrund i både Socialdemokratiet og i Folketinget. Akdogan blev første gang valgt ind i 2007 og blev blandt andet it-ordfører for Socialdemokratiet. Ved valget fire år senere måtte hun dog forlade Folketinget. Da den tidligere socialdemokratiske minister Karen Hækkerup forlod Folketinget i 2014, vendte Yildiz Akdogan tilbage. Ved folketingsvalget året efter blev hun igen valgt ind. /ritzau/ Dagens nyheder direkte i din indbakke. Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Det nye år starter med en stor beslutning for mit vedkommende. Efter knap 15 år som folketingskandidat for Brønshøj-Vanløse-kredsen i København har jeg valgt at trække mit kandidatur. Det har ikke været en nem beslutning, men det var en nødvendig beslutning.... Tiderne skifter, og jeg mener, det er bedst for både kredsen og mig, at vi ikke slider unødigt på hinanden. Man kan ikke altid være enige om alt - og derfor viger jeg nu min plads, så begge parter kan få en ny start med nye muligheder. Jeg vil dog altid være de gamle medlemmer og bestyrelsen evigt taknemmelig for at tro på mig og udleve min danske drøm om, at grønthandlerens datter naturligvis kan blive medlem af Folketinget. Jeg har repræsenteret min kreds ad to omgange i Folketinget, og én gang i Københavns Borgerrepræsentation som politisk ordfører. Det er jeg pavestolt af. Jeg skal for en god ordens skyld understrege, at jeg langt fra er færdig med politik. Jeg er stolt over at have skabt et stykke danmarkshistorie ved at være en af de første kvinder med indvandrerbaggrund i Folketinget.
Det er så træls, når det sker, " siger Yildiz med tydelig jysk dialekt. Kæmper for ligestilling Selvstændighed og ligestilling er noget, der ligger Yildiz Akdogan meget på sinde og tænder ilden i hende. Det ses tydeligt, da hun konfronteres med en udtalelse, som socialdemokraten Jette Bergenholtz Bautrup kom med efter Folketingsvalget, hvor Yildiz Akdogan slog hende med 202 personlige stemmer. "Yildiz Akdogan er et nyt ansigt og virker som en flittig pige med ben i næsen. Nu ønsker jeg bare, at hun snart skal have en masse børn, så jeg kan komme ind i Folketinget som suppleant i stedet for hende, " sagde Bautrup dengang. Det får Yildiz Akdogan til at rette sig op i stolen, og med et fokuseret blik tager hun en dyb indånding: "Altså, jeg er glad for de første ting, hun siger. Det er jeg enig i, men det sidste, hun siger, synes jeg er rigtig diskriminerende - og særligt fordi det kommer fra en kvinde. Hvis udtalelsen tolkes lidt negativt, så siger hun jo, at jeg som indvandrerkvinde selvfølgelig skal have de der fem børn, og så er det farvel til mit politiske liv.