Den ontologiske idealismes modsætning er materialismen, som hævder materiens prioritet over det åndelige, og den erkendelsesteoretiske idealismes modsætning er en naiv eller en kritisk realisme, som hævder, at bevidstheden erkender virkeligheden og ikke blot idéer eller forhold imellem sådanne. I den platoniske idélære er den ontologiske og den erkendelsesteoretiske idealisme forenet, idet de platoniske idéer udgør den egentlige virkelighed, som den materielle verden eller sanseverdenen kun er et afbillede af, og som er forudsætninger for at opnå erkendelse. Platons opfattelse af idéernes ontologiske status er lige så ofte kaldt realisme som idealisme (idet hans idérealisme hævder, at idéerne er det virkelige). Gottfried Wilhelm Leibniz hævdede i 1600-tallet, at den materielle verden er opbygget af åndelige enheder ( monader), og at den materielle verden i tid og rum kun er fremtrædelsesform for en ikke-tidslig og ikke-rumlig åndelig virkelighed (objektiv idealisme). George Berkeley derimod påstod, at der kun eksisterer idéer og bevidstheder, og at den materielle verden kun eksisterer i og for den enkelte bevidsthed (subjektiv idealisme).
Det normative element forsvinder dermed; staterne handler på en given måde, fordi strukturen nødvendiggør disse handlinger. Strukturen i det internationale system er anarkisk. Staterne kan alle betragtes som funktionelt ligestillede; uanset ideologi, kultur eller ledere, så varetager stater de samme grundlæggende funktioner – inddragelse af skatter, forsvar af staten, og så videre. Den eneste forskel er staternes kapabiliteter.
Den tyske idealisme efter Kant ( Johann Gottlieb Fichte, F. W. J. Schelling og G. F. Hegel) er idealistisk i den forstand, at det enkelte og individuelle skal forstås på baggrund af det evige og uendelige, der må tilskrives åndelig karakter. Hegel kaldte det verdensånden. Hvor Berkeley betragtede virkeligheden som den enkelte bevidstheds konstruktion, opfattede den tyske idealisme virkeligheden som en konstruktion af en slags overindividuel bevidsthed, der manifesterer sig i den enkelte, individuelle bevidsthed. Denne type idealisme, som kan minde om Baruch Spinozas metafysik, afviger både fra den ontologiske og den erkendelsesteoretiske idealisme og kaldes med et udtryk hentet fra Fichte for absolut idealisme. Fx så Hegel historien som en realisation af friheden, og den enkelte historiske begivenhed og det enkelte individ har derfor kun betydning i relation til den historiske proces. Det var denne opfattelse af individet, som Søren Kierkegaard vendte sig imod i sin kritik af Hegel. Karl Marx kritiserede den hegelske idealisme ud fra en materialistisk ontologi og forkastede Hegels lære om, at den historiske og sociale virkelighed er et produkt af verdensåndens selvrealisation.