Allerede i starten af 1700-tallet og frem til 1840'erne var der reformer på forskellige områder, fx landbruget, skolerne og for de fattige. Det var udsædvanligt, at der fra statens side blev taget hånd om svagere, hvilket vi stadigvæk gør den dag i dag. Vi går ind og støtter de studerende med SU, de arbejdsløse med dagpenge og de fattige med bistandshjælp. Uden oplysningstiden ville vi slet ikke være det samme samfund. Vi ville ikke være lige så dannede, og ikke have lige så meget tanke for vores medmennesker. Vi ville sikkert også vægte Gud højere, og måske stadigvæk være underlagt kirkens magt. Men måske er vi allerede, idet vi stadigvæk be¬taler kirkeskat, uden egentlig at dukke op til andet med det der involvere os selv som personer. Måske har kirken stadigvæk tager om os. Oplysningstiden har begravet sine rødder dybt i det danske samfund Sådan får du adgang til resten af materialet Byt til nyt Upload en af dine opgaver og få adgang til denne opgave Opgaven kvalitetstjekkes Vent op til 1 time 1 Download Minimum 10 eller 12-tal Premium 39 DKK pr måned Adgang nu og her 20 Downloads Ingen binding Let at opsige Adgang til rabatter Læs fordelene her Få adgang her
Han så ingen grund til at hævde, at den første kugle nødvendigvis ville puffe til den anden kugle og sætte den i bevægelse, selvom det var, hvad man kunne forvente. Det kunne principielt også være sådan, sagde Hume, at den første kugle ville springe over den anden kugle, eller at den første kugle ville springe tilbage fra den anden kugle, og at denne ville forblive i ro (man kunne forestille sig, at den var boltet fast under billardbordet). Med andre ord kan man ikke blot slutte fra, at noget sædvanligvis sker, og til, at det altid og med nødvendighed vil ske. Imidlertid er det netop således politik foregår lige nu. Den første kugle rammer altid den anden kugle. Den politiske sfære er mere forudsigelig end naturvidenskabens. Den giver altid overtaget til dem, der er indignerede over andres moral, og som slår nedad mod de svageste og mest udsatte grupper. Måske skal man i sådanne tider netop huske på, at det ikke er givet, at den første kugle — hvor kraftfuldt den end er stødt — rammer den anden kugle.
'Den politiske kandestøber' er satire til tiden, skrevet i 1722, sat under lup i 2017; Holberg spejler den danske folkesjæl i en politisk komedie fuld af gakkede scenarier, bondske konflikter og spraglede karakterer. Hvis Holberg havde levet i dag, havde han ganske givet fundet inspiration i det aktuelle, politiske livs kulør og personsager. Holdet bag forrige sæsons succesfulde version af 'Den Stundesløse' er atter samlet på Folketeatret. Henrik Koefoed er kandestøberen, som hellere vil være politiker. I stedet for at passe sit arbejde og sin familie, sidder han på kroen med en håndfuld ligesindede, som nok mener at vide, hvad der betyder noget for dansken. Han vikles ind i et virvar af forklaringer og bortforklaringer, bilag, afsløringer og lokumsaftaler, der ikke holder vand i byretten. Mens sagerne ruller for kandestøberen, slider hans frue med at lære kunsten at omgås byens andre fine fruer, og hun har lige fået smag for at være fornem, da læsset vælter for hendes mand. Forfatter: Ludvig Holberg (bearbejdet af Thor Bjørn Krebs) Medvirkende: Henrik Koefoed, Mette Horn, Helle Dolleris, Søren Hauch-Fausbøll, Kristian Holm Joensen, Jesper Riefensthal, Sonja Oppenhagen, Torben Zeller, Sofie Alhøj og Mathias Sprogøe Fletting.
Folketeatrets opsætning af Den politiske kandestøber i 2017. Fra venstre mod højre ses Kristian Holm Joensen, Henrik Koefoed, Søren Hauch-Fausbøll, Lisbeth Gajhede og Torben Zeller. Den Politiske Kandestøber er Ludvig Holbergs første komedie. Han skrev den på opfordring fra Grønnegadeteatrets direktør. Stykket blev opført i 1722 på samme teater og trykt første gang i 1723. Det handler om en kandestøber, der engagerer sig i politik og derfor forsømmer sit arbejde. Han bildes ind, at han er valgt som byens borgmester, og det går nu op for ham, at hvervet er forbundet med både ansvar og svære beslutninger. Eksterne henvisninger [ redigér | redigér wikikode] Wikimedia Commons har flere filer relateret til Den politiske kandestøber Læs Den politiske kandestøber (moderne dansk retskrivning) på. Se også beskrivelsen af teksten Stub Denne artikel om teater er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
Hvorfor egentlig skrive om Joachim B. Olsen? Burde der ikke være andet at skrive om i en tid, hvor verden synes at være på fallittens rand? I en tid, hvor spørgsmålet om klimaet igen er på dagsordnen, og hvor ofrene er mange. I en tid, hvor Danmark rystes af endnu en farceagtig sag om magtmisbrug, mens det meste af Sydeuropa er sat under teknokratisk administration. Hvis man skal skrive om Joachim B. Olsen, er det netop, fordi et studie af Olsens rolle i den nylige diskussion om fattigdom siger noget om politikkens væsen som sådan. Han er blot én af de politiske kuglestødere, der i dag — udelukkende ved stødets og de store armbevægelsers kraft — bombarderer os med udfald mod de svageste og mest udsatte i vores samfund. Kander og kugler Ludvig Holberg skrev i begyndelsen af 1700-tallet komedien Den politiske kandestøber om en kandestøber, der drømmer om at blive en stor politiker, og som endda i sin egen indbildning opnår at blive borgmester i den by, hvor stykket foregår. Han går nu fra at være Herman til at blive Herman von Bremenfeld.
Det kræver bare politikere, der ikke altid vælger den nemmeste og mest umiddelbare indskydelse som reaktion på kuglestødernes bræk.
Hvor dette parti tidligere opfordrede til solidaritet og fastholdt arbejdstagernes rettigheder i forhold til arbejdsgiverne, tilskynder de nu til intern splid i gruppen af arbejdstagere og tager i øvrigt helt ublu arbejdsgivernes parti. Måske er sagen den, at ingen efterhånden oprigtigt ønsker at tage en kamp på vegne af andre, så selv et socialdemokratisk parti nærmest per automatik sparker nedad, hvis det er nødvendigt for at virke robust og 'ansvarligt'. Årsag og virkning Hvordan kan det være, at det er blevet mere og mere naturligt at mene, at de svageste og mest udsatte bør tage sig sammen, begynde at tage ansvar, vandkæmme håret og få sig et arbejde — med andre ord at det er deres egen skyld, at de er udsatte? Kan en historie om fattigdom i dag kun ende med denne ene konklusion? Filosoffen David Hume, som også levede i 1700-tallet, grublede i sin tid over, hvordan man kunne finde love for forskellige hændelsesforløb i verden. Hume angreb problemet på den måde, at han forestillede sig en billardkugle trille mod en anden billardkugle og stillede sig selv spørgsmålet, hvad der så ville ske.
Han bliver frygtelig fornem, konen får sig en skødehund og holder fine selskaber for byens spidser — lige indtil det tunge ansvar og de svære beslutninger vælter ind over Herman, og han må indse, at han alligevel ikke magter opgaven som politiker. Er der ikke tydelige ligheder mellem Holbergs fortælling, og den fortælling der kan berettes om Joachim B. Olsen? En kuglestøder bliver træt af at støde kugler, han begynder at danse på tv, og til sidst sidder han i partiledelsens top, hvorfra han kan brække sig ud over samfundets svageste. Hos Holberg må og skal dette gå galt. Hvis man læser Holberg konservativt, er budskabet simpelt: Skomager, bliv ved din læst! Jævne, almindelige folk bør ikke blande sig i politik. Men Holberg fremviser også en anden, og meget mere relevant, pointe om magten: at det er forbavsende så naturligt, den fungerer, når først den er etableret. Det underlige er ikke, at kandestøberen går fra at være kandestøber til borgmester på ingen tid; det underlige er i virkeligheden, at både han selv og menneskene omkring nu virkelig tror på hans ophøjethed (og lader sig invitere til kaffeselskaber osv. ).